LØFT MIG OP SÅ JEG KAN NÅ


i think you're awesome

Books Live & Books

Historie

2016

22 april

Det Er Allerede Sommer – Erlend Loe – Naiv, Super

Da vores hovedperson med galopperende depression beslutter sig for at vie sit liv til et bankebræt og at passe en dreng fra samme boligblok, får han som en slags aktivering besked på at købe en bil for sin bror (så vidt jeg husker) – her møder han en sælger, der med et smil signalerer, at der med denne bil, de netop iagttager, er lovet fuld fart fremad og solskin hele dagen. Salgstrick eller ej, er det et vendepunkt i bogen.

Jeg lider selv af depressioner, og når de aftager er det som om en tåge letter, og lyset finder vej ind igen, og at det allerede er sommer.

Three Day Open Season – Ernest Hemingway – Døden kommer om eftermiddagen

I Hemingways tyrefægtnings-bog Døden Kommer om Eftermiddagen finder forfatteren anledningen til at lufte sine ideer om en tre dages sæson for menneskejagt. Til trods for dette rimelig fascistoide synspunkt, som jeg så langt fra selv deler, endsige tror jeg ville overleve, er der noget i Hemingways syn på ægthed, ære og liv, der er inspirerende. Jeg kan ikke prale af at have levet mit liv med lige så kompromisløs passion som Papa, men jeg nyder hans forfatterskab – menneskejagt eller ej.

Everyone’s A Comedian – Alan Moore / Dave Gibbons – Watchmen

Alan Moores tegneserie-roman starter med mordet på ex-superhelten The Comedian. Uden at afsløre bogens plot, myrdes han fordi han har opdaget en sandhed, der efter hans tårekvalte ord er ”all a joke”

Watchmen er på alle måder et fantastisk stykke kold-krigs litteratur. Og The Comedians rolle i den er een, jeg stadig efter flere gennemlæsninger, forsøger at forstå helt. Han er ifølge bogen selv en parodi, en spejling på os alle, på samfundet og på den amerikanske drøm. Han er helt stensikkert også et røvhul.

The Short Version of the Serenity Prayer – James Lee Burke – Dave Robicheaux serien

James Lee Burke er min yndlingsforfatter. Hans bøger driver med metaforer, patos og politisk idealisme, som ingen andre kriminalromaner. Og selvom nogen måske vil synes hans skriverier er noget svulstige, har jeg endnu til gode at læse en dårlig bog fra hans hånd.

Hans mest kendte bøger er fra serien om detektiven Dave Robicheaux. Han er som de fleste detektiver i litteraturhistorien alkoholiker, og meget af hans moralske kompas er taget fra anonyme alkoholikeres håndbog, og måske mere direkte kristendommen. Det er et benhårdt moral-kodeks, der byder ham en urokkelig loyalitet overfor sin familie og venner og en fuldstændig dedikation til sit arbejde med at beskytte samfundet for dets mest skruppelløse borgere – oftest oliemilliardærer, tv-prædikanter, børshajer og oligarker.

Jeg deler ikke Robicheauxs tro, hverken på vorherre eller AA, men jeg deler desværre noget af hans svaghed for alkohol.

The Serenity Prayer er den bøn, der i det amerikanske AA, indleder hvert møde. Den korte version er ifølge Robicheaux ”fuck it!”

People Who Love Each Other – Paul Auster – Brooklyn Dårskab

Af alle de Auster bøger, jeg har læst, er Brooklyn Dårskab, den der rummer det mest positive og optimistiske budskab, synes jeg. Selvom skilsmisser, utroskab, svigt, sygdom, død, bedrag og undertrykkelse indgår på næsten hver side, rummer bogen en ukuelig tro på livet, og en anerkendelse af hvor vigtig kærlighed, af alle slags, mellem mennesker er.

No 5 with a Bullet – Nick Hornby – Hi-Fidelity 

I Nick Hornbys bog High Fidelity, der for mig at se i bund og grund er en historie om at blive voksen, opremser hovedpersonen Rob Fleming (i filmen Rob Gordon) sit livs mest smertefulde break-ups. Han benytter samme lejlighed til at berette genstanden for sit seneste brud, at hun så langt fra er på top-fem, men da han, efter at have opdaget, at hun har en affære med deres tidligere overbo, piner sig selv med mentale billeder af hende i seng med andre, må han overfor hende og alle os andre indrømme, at hun har sneget sig ind på femtepladsen og er yderligere på vej op. No 5 with a bullet.

Alting, Hele Tiden – Charles Bukowski – Med det hele

I den anden ende af generel tiltro til andre menneskers velvilje og kærlighed overfor dig og din egen ditto, er Bukowski. I Med Det Hele, eller Ham on Rye, er det, der er galt med verden såmænd bare alting, hele tiden. Af en misantrop at være, synes jeg Bukowski er et smukt menneske, og som forfatter er han efter min stilfærdige mening, genial.

Løft mig op, så jeg kan nå

historie

2014

28. februar

En forårsdag spillede jeg lidt fodbold med min ældste nevø, der dengang gik i 2.klasse.

Den slags foregår på Langå Stadion, der nok ser beskeden ud, men fungerede glimrende som ramme for Champions League Finalen mellem Manchester United og Barcelona lige netop denne forårsdag.

Vi var nået så langt som til straffesparkskonkurrencen i en blodig 5-5 dyst, der havde budt på alt fra røde kort, hat-tricks, brækkede ben og forpustede kommentatorer.  Cesc Fabregas skulle netop i skikkelse af min nevø til at sparke det afgørende straffespark mod mig, der ihærdigt forsøgte at gennemtvinge et comeback til Peter Schmeichel i Uniteds mål ti år efter sin pension – ikke et greb på virkeligheden min nevø, var specielt begejstret for – men spiller man Champions League på Langå Stadion, har man velsagtens givet en smule køb på realismen allerede.

Midt i Fabregas’ tilløb blev kampen noget brutalt afbrudt af to drenge fra årgangen over min nevø, der spurgte om de måtte være med. Det må være første gang i Champions League, at noget lignende er sket, men selvfølgelig måtte de det.

Efter lidt forvirring endte vi i en ny straffesparkskonkurrence, hvor vi alle påtog os den nervepirrende udfordring, det er, at være sig selv på Langå Stadion. Champions League måtte vente og Peter Schmeichel måtte overgive målmandspladsen til min nevø, der til trods for, at der ikke stod store, internationale trofæer på spil, stod på mål med en for Langå Stadion sjældent set entusiasme.  Efter lidt tid udbrød den ene af de store drenge imponeret, at min nevø gjorde det så godt, at han sagtens ville kunne begå sig på deres hold årgangen over og spurgte sin ven om ikke, han mente det samme. Det gjorde han ikke. For som han sagde: ’en målmand skal kunne nå overliggeren’. Tavst noterede min nevø sig denne kendsgerning, mens vi fortsatte med at skrive fodboldhistorie på et ellers tomt Langå Stadion.

Dagen efter gik jeg ad grusvejen, der fører udenom stadionet ned mod mine forældres hus.

Ud af øjenkrogen så jeg en lille skikkelse midt på banerne forsøge sig med – uden held – at hoppe op og røre ved overliggeren på et 7-mands mål. Det var tydeligvis et håbløst foretagende, som for at lykkes skulle indebære, at skikkelsen voksede ti centimeter på ti sekunder. Ikke desto mindre blev forsøget gjort med en topatlets ihærdighed. Jeg gik tværs over banerne mod min nevø, der knap ænsede mig, men blot fortsatte sin kamp mod fysikkens love. Da der var gået fem minutter, gik jeg hen til ham og løftede ham op til overliggeren, og endelig efter en hel formiddags forsøg ramte hans små hænder overliggeren med et smæld så kraftigt, at fuglene lettede fra de træer, der rammer fodboldbanerne i Langå så smukt ind.
Der gik ikke dog ikke mange sekunder, før jeg fortrød min handling. Min nevø skulle vel have lov til at klare denne udfordring, der er en af de første kriser i en ung drengs liv selv, og mærke den sejr, det er på egen hånd at hoppe op og røre overliggeren på et 7-mands mål.
Men da jeg sagde undskyld for at blande mig i hans kamp, kiggede han bare underligt på mig, for derefter at lære mig noget; Han sagde tak, for han havde nået sit mål – at nå op til overliggeren på et 7-mands mål.

Vi vinder så sjældent på egen hånd! Det gælder fodbold, musik og alle de andre ting her i livet, der er smukt, og jeg tror, at vi kommer langt det øjeblik, vi lærer at tage imod hjælp til at gøre tingene godt.